Andre artikler

Nyheder

In English:
Eco-news
Marketplace

 

Urtekrams ejer køber Nutana

Den canadisk-danske investor Ross Jackson har for seks millioner kroner købt den kendte vegetariske virksomhed Nutana, oplyser dagbladet Børsen, mandag. Købet er kommet i stand efter, at Nutana gik i betalingsstandsning i sidste uge.

Virksomheden Nutana har i generationer været en førende leverandør af vegetabilske fødevarer til detailhandlen men har i den sidste snes år ligget i konkurrence med Urtekram, som leverede mange af af de samme produkter i økologisk form. Nutanas ny ejer er en kontroversiel mand i økologiske kredse. Gennem sit investeringsselskab, Gaia Tech har han investeret i en række økologiske virksomheder, herunder Urtekram. Herudover har han blandt andet støttet udviklingen af miljøvenlige landsbymiljøer, Gaia Villages. Investeringerne i øko-virksomheder har dog ikke kun været kronet med held. Ifølge egne oplysninger har Gaia Tech tabt 10 millioner dollars på øko-investeringer. Det er blandt andet velkendt, at investeringsselskabet trak sig ud af kødvirksomheden Hanegal med tab og samtidig besluttede at skille sig af med stifteren og direktøren for Urtekram, Lisbeth Damsgaard, som man stadig fører retssager med om virksomheden. Ross Jackson meddelte for flere år siden til Wall Street Journal, at han nu ville trække sig ud af øko-investeringerne, og at det nu blot handlede om at sælge Urtekram med gevinst.

Ross Jackson har ifølge Børsen købt Nutana som privatmand og ikke gennem nogle af sine selskaber. Officielt har Urtekram og Nutana således ikke samme ejer, men overfor Børsen lægger direktøren for Gaia Tech, John Hebo Nielsen, ikke skjul på, at de to virksomheder nu skal samarbejde om bl.a. distribution. Ross Jackson har tjent sin formue på computersystemer til hjælp ved valutaspekulation, som gennem en række datterselskaber tjente penge til det velgørende hovedselskab Gaia Trust.

Lagt på nettet d. 9. aug. 2005