Nyt om Navne
i økologi-sektoren
ØkoWeb
Nyheder
Markedspladsen
Vejviseren
Links
Kalenderen

Lene Stentoft

20. juni 2001, kl. 13.35:
Lene Stentoft
Cand. merc. Lene Stentoft, 40 år, tiltrådte 1. juni i en nyoprettet stilling som marketingschef og leder af markedsafdelingen i Økologiens Hus. Lene Stentoft kommer fra stillinger i emballageindustrien, sidst SchurPack i Horsens. Lene Stentoft er blevet ansat for at imødekomme et stort behov for at intensivere den afsætningsfremmende indsats på både hjemme- og eksportmarkederne.

- Samtidigt er der på markedet et voksende ønske om, dels at de økologiske virksomheder bliver mere markedsorienterede og gør deres produktudvikling mere forbrugerrettet, dels at detailhandelen støtter op om økologien. Den samlede indsats fra branchen skal sætte skub i markedet og det vil vi arbejde stærkt på, oplyser Lene Stentoft.

22. september 2000, kl. 13.25:
Gunver Bennekou
Kontorchefen for Pesticidkontoret i Miljøstyrelsen, Gunver Bennekou, blev i dag kl. 11.00 præsenteret som ny direktør for Danmarks Naturfredningsforening (DN). Et enigt forretningsudvalg pegede på hende blandt de 30 ansøgere. Gunver Bennekou er 53 år og har været kontorchef i Miljøstyrelsen i ni år. Hun har tidligere på forskellig vis været beskæftiget ved universiteterne i København, Odense og Roskilde samt Gyldendal og Storstrøms Amtskommune. Hun tiltræder sin nye stilling 1. november.

Mads Haugaard Jordansen

19. september 2000, kl. 14.45:
Mads Haugaard Jordansen
Formanden for Landsforeningen Praktisk Økologi, Mads Haugaard Jordansen er pr. 1. september ansat som projektleder af den økologiske abonnements-virksomhed Aarstiderne.com. Han skal være projektleder for virksomhedens hjemmeside samt varetage andre projektopgaver. Aartiderne.com er en del af virksomheden omkring Thomas Harttungs gods, Barritskov, øst for Vejle.

Mads Haugaard Jordansen er 26 år og uddannet planteskolegartner. Igennem de sidste to år har han som formand for Landsforeningen Praktisk Økologi gjort meget for at styrke kendskabet til foreningens arbejde, både ved at markere foreningen politisk men også gennem praktiske markeringer på indenfor foreningens kerneområde havebrug. Han har også vist interesse for blandt andet økologisk potteplanteproduktion.

Mads Haugaard Jordansen læser jura, men med heltidsansættelsen på Aarstiderne.com bliver uddannelsen sat i bero på ubestemt tid.

Har du tips til navne nyheder?
Kontakt redaktionen