OEKO-NET NR. 18 (1997)

Skal tumberne redde verden
- når nu de kloge ikke vil?

Om små teknologier, den materialiserede vision.

af Claus Heinberg

Efter et år med den nye lukkelov, har loven lukket 600 forretninger. Det betyder flere biler.
Om det siger Per Kaalund, socialdemokrat og en af stemmerne bag loven, at vi ikke kan styre hvor folk lægger deres indkøb - og mener så åbenbart at det hverken er ham eller loven som lukker - endsige styrer. Om biler siger han intet.
Det kunne være sjovt at høre hvad Kaalund mener meningen er med ham, og med det parlament han er medlem af, hvis ikke netop det skulle være at styre. Specielt når nu miljøminister Svend Auken, også socialdemokrat, tydeligvis mener at der skal styres, folkestyres, i hvert fald på butiksområdet, hvor han til folkets og venstreborgmestrenes glæde har sat os op mod de store centre. Og på energiområdet har han har forsøgt at hindre salget af sjællændernes elforsyning.
Men Kaalund mener nej, og han er nok så trendy som Auken. For med 'vi', mener Kaalund det store tavse politiker-flertal som ikke vil give folket stemme, og som ved at stemme for loven, altså mener at have ikke- stemt, ikke-be-stemt, men blot realiseret en slags naturtilstand af ikke-beslutning og skær oprindelighed?

Det perfekte marked
Omkring synspunktet ikke-beslutning er der opbygget en hel og ganske dyr ideologi - af mange betragtet som en ikke-ideologi. Denne ikke-ideologiske tilstand - hvor alle kan få alt, altid, og endnu flere derfor ikke kan få det som de gerne vil have det - forudsætter voldsomme installationer i form af 10-tusindvis af motorvejs- kilometre ned gennem Europa, en kæmpe, treleddet (Fehmaren, Storebælt, øresund) Europabro mellem Tyskland og Sverige. Dertil et klor-udskillende stærkstrømskabel fra Køge Bugt til Tyskland, tinglyste forbud mod mejeridrift i gamle mejerier, og uendeligt meget mere.

"Det Perfekte Marked" hedder tilstanden i dén økonomiske teori, som ingen mere anfægter og mange får Nobel-priser for. Dét marked er karakteriseret af den fri og friktionsløs udveksling af alt mellem himmel og jord, men mest varer. Og her tæller penge med, og det i en sådan grad, at for hver gang der handles for én dollar varer, så handles der for over hundrede dollars dollar. Ifølge Marianne Jelved og teorien om "Det Perfekte Marked" vil perfektionen og friktionsløsheden føre til rigdom og lighed, rigdom og lighed - altså rigdom for alle!
Som en intellektuel ekstragevinst, og jobsikring for de tjenende og veltjenende ånder og Nobel-pristagere, har teorien om "Det Perfekte Marked" sin egen indbyggede livsforsikring. Går tingene ikke som teorien og de kloge siger, er det fordi markedet ikke er perfekt. Rigdom og lighed for alle - ser verden anderledes ud så er det altså fordi der er friktion, fordi markedet ikke er perfekt, og vi har blot at ræse endnu hurtigere ud af endnu flere motorveje - noget nogle tumber anser for at være misærens årsag. Med en sådan frihed, lighed og velfærdsteori bag motorvejene, pesticiderne og fusionerne er det klart, at enhver trendy politiker roligt kan

skrotte alle forestillinger om at fravær af en lukkelov skulle være med til at styre hvor folk lægger deres indkøb - og hvor meget de kører i bil.
Pointen i dette goddag til forbrug som politisk udtryk, vil vi se i æterbåret beton når den første bil kører over midtersektionen af Europabroen. I Nyborg som Korsør vil opstillede politikere udbryde: "Se, vi vidste det - de ville ha den".

Hvem ejer virkeligheden
Og sådan er det hver gang vi bruger ting vi ikke ville have, men fik alligevel. Vi ville i virkeligheden gerne have dem, og det er op til eksperter at forælle os hvad den virkelighed går ud på. Det kan man så mene er i orden. Men så bør man for klarhedens skyld undlade politiske paroler kan misforstås derhen, at politiske partier og folkestyre, det har vi for at folkestyre politisk - og det er mere end ordspil. Det viser sig nemlig at når man spørger folk - schweitzerne, østrigerne har prøvet - så kan folk udemærket sige nej til noget som de bruger hvis de får det på trods. Biler i byer, motorveje og storcentre er stemt ud et par steder. Nu har schweitzerne, gennem to folkeafstemninger, besluttet at landbrug på pesticider er henvist til at klare sig uden landbrugsstøtte! Besluttet, af folk som med garanti kan gribes med en liter pesticidmælk, før lukketid i den lokale schweitziske Supernetto.

II

FEJLUDVIKLING - og en anden måde at vide på.

På grund af de 30.000 kemiske stoffer i miljøet, kan vi ikke vide om pesticiderne er farlige, hævder den agrokemikmiske industri, og det er en ikke-viden med konsekvenser. Strengt taget har man ikke uret, men alligevel er det selvfølgelig noget sludder. Agro kemien skal da ikke have lov til at gemme sig bag kemiens svinerier. Vi må til vide på en anden måde. Men hvordan - ved vi - hvad?

En anden måde
Igennem en årrække er der konstateret en voldsom stigning i aller-gierne. Vi har konstateret en faldende sædkvalitet og rødspætterne i Lillebælt har problemer med at finde ud af om de er herrer eller damer. Vi ved den er gal, somme tider kan vi se det, oftere må vi måle det, og vi ved nok også hvorfor "den er gal", vi også hvad der er galt, men ikk enødvendigvis årsagen. Men der kan vi jo ikke stoppe, og at efterforske 30.000 stoffers effekt, plus de endnu værre effekter af de 30.000 stoffers samarbejde, det er halsløs gerning. Afhængigt af problemet kan vi sige at den er gal med udviklingen, med kemien, med pesticiderne. Den sidste konkret, mens den første er meget almen - udviklingen er gal. Men det kan konkretiseres: Vi kan sige noget ret klart om hvad vi ikke skal, og vi kan se på hvad og hvem udviklingen og pesticidertne gavner.

Til glæde for hvem
Når vi tilfører jorden, maden og boligen alverdens stoffer med alverdens (skade)virkninger, så er det ikke for at løse et landbrugsproblem, et fødevareproblem eller et boligproblem. Tvært imod. Det er for at udkonkurrere naboen, som jo godt kan være en svineproducent i Irland - arbejdsløshedens frie bevægelighed. Nogle hævder med religiøs blindhed og teoretisk fanatisme at den proces vil gøre alt bedre og billigere. "Komparetive fordele" taler teorien om. Det går ud på at alle kommer til at lave det de er bedst til. Fransk mælk, langtidsholdbar, til hele Europa.
Det var også tanken bag det sovjetiske system, kun var det her burokrater og ikke markedet som var

overkommissær. Den teori overser at det er længe siden at vi konkurrerede på kvalitet og optimalitet. Vi konkurrerer på maximalitet, og den konkurrance har indtil videre ført til at 1,8 million danske grise hvert år dør før de når slagteriet. Men det betyder jo blot at produktionen skal presses yderligere, med mere medicin. I regnskabet, svineproducentens, registreres alene den merfortjeneste som medicinen giver, mens de skader på fremtid og omgivelser som medicinen forvolder, overhovedet ikke indgår i kalkylen. Til gavn for hvem?

Om seminaret på Borup

III

DEN KONKRETE VISION

Da eksperterne i energistyrelsen for en halv menneskealder siden skulle tage stilling til en mindre ansøgning om forskningsstøtte til verdens største (T)vindmølle, var afslaget begrundet med at ekspertisen ikke skønnede at vindkraft ville få nogen betydning i fremtidens energiforsyning. Møllen kom op, producerer stadig energi, og den har fået mange børn. At møllerne nu blomstrer skyldes ikke eksperterne, ligesom det heller ikke er eksperternes skyld at salget af pesticidmælk er nede på ca 85%. Det, og meget mere, skyldes alene nogle tumber som bare går i gang, og holder ved. Holder ved med små, decentrale, bæredygtige teknologier, alt imens eksperter og politikere arbejder på det modsatte projekt.

De små teknologier
Om det handler det følgende. Ikke om drømme eller fantasier, men om teknologier og vilkår.
- Det er teknologier som alle eksisterer og som alle rummer muligheden for at forene løsningen af den miljømæssige, den sociale og den demokratiske krise.
- Men de er underkastet vilkår, som sættes af de store og de kloge, der har ganske andre mål med livet - vores liv.

Påstanden er at små teknologier har egenskaber som er deres egne og som de i vid udstrækning er fælles om. De er typisk demokratiske, de er ansvarlige, og de er bæredygtige i social, økonomisk og kulturel henseende. Forankret i lokal og specifik viden konfronterer de handlingen med handlingens konsekvens, og sammenknytter problemet og problemets løsning. Begge dele er forudsætninger for al meningsfuld tale om ansvar, og det hvad enten vi taler om landbrug, energi, vand, industri eller finansvæsen. Og så unddrager de sig de store koncerners interesse - hvilket ikke er det mindst vigtige.

Det økologiske Landbrug
"Hvordan regner du med at en økologisk landmand ser ud", spurgte en ikke økologisk af slagsen mig på et møde. "er det sådan en med fletninger og ring i næsen?" Til det måtte jeg svare med et spørgsmål: Hvem troede han mon leverede de nu 15% af den danske konsummælk der er økologisk - og det var jo kvikt spurgt, for det havde han tydeligvis ikke tænkt over, og han er ikke den eneste.
Det økologiske landbrug leverer nu 28% af gulerødderne, 15% af mælken, 7% af kartoflerne, 1.5% af arealet, og det vil sige 45.000 hektarer og 1200 landmænd. I det omfang der overhovedet er samfundsmæssige beslutninger bag den udvikling, så er de taget i FDBs bestyrelse.

Til næste år venter man en øgning på 50% i antallet af økologiske brug, og det er meget, men alligevel vil landbrugslandet Danmark fortsat skulle importere fødevarer for at tilfredsstille hjemmemarkedet med kvalitetsprodukter, og står det til landbrugets formand, så skal det fortsat være med hælene solidt plantet i den danske pesticidjord, at landbrugets top skal trækkes til det trug.

Grænsens velsignelse
I følge finansredegørelsen skal vi inden for en snæver årrække forbruge 40% mere, hver især. Det er en følge af den danske riges nye grundlov, som siger at væksten skal vokse som en funktion af sig selv - grænseløst. Fra naturen kendes noget sådant kun fra bakterievæksten på ådsler, og det ender altid med sammenbrud - for bakterierne. Men jorden og Jorden er ikke noget ådsel. Det sætter grænser som det er det økologiske landbrugs fortjeneste at kende, og anderkende.
Økologiens grænser er naturens egne, nært knyttet til dyr, planter og jords gensidige egenskaber og behov - for selv jord har behov.
Nogle af relationerne er enkle: Græs lever af kolort, CO2 og solskin, og udskiller ilt. Køer lever af græs og ilt, og udskiller lort og CO2. Gratis og upanteret. Nogen må ærge sig over at de ikke sidder på den ide. Og planter tager ikke kun, de giver også. Kløver f.eks, kan, med solens hjælp, det som gødningsindustrien bruger dieselolie og atomkraft til. Kløver kan trække kvælstof ud af atmosfæren og lagre den i jorden, til gavn og gødning for næste års afgrøde, og ubodelig skade først for gødningsindustrien, siden pesticidindustrien, og sidst for medicinalindustrien. Det er nemlig sådan at med kolort og kløver bliver planterne sundere. Deres forsvar mod skadedyr og svampe styrkes (skidt for pesticidindustrien), og fordi de indeholder flere vigtige stoffer, bliver de sundere også for os (skidt for medicinalindustrien). Som det ikke var nok, så smager de af mere og får mere farve. For de som ikke kan smage, kan det vises videnskabeligt.

Natur og demokrati
Økobondens naturtvang rummer også en demokratisk dimension. Den økologiske bonde kan ikke bare dyrke de afgrøder som EU binder tilskud i halen på. For det er også jorden og ikke kun markedet, som stiller krav - måske om kløver. Han kan heller ikke droppe køerne og så hele molevitten til med tilskudsraps. For så kommer han til at mangle gødnig, køernes gødning, og det økologiske korn han skal bruge som foder. Og han kan ikke dyrke det samme år efter år, på samme mark. Det hele skal passe sammen, og kniber det, kan man slutte sig sammen. De krav som jord, dyr og de økologiske avlsregler sætter, inviterer til etablering af forpligtende produktionsmæssige fællesskaber. Enten kontraktlige, eller som sammenslutninger i andelslandbrug. Det haster, for landbrugsorganisationernes økonomer taler allerede om landbrug ejet af aktieselskaber - på evig jagt efter stordriftens stakkede frist, pisket afsted af dén blinde markeds-mekanik der siden krigen har nedlagt over 100.000 brug.
Måske landbruget skulle til at tænke sig om, før landbrugstoppens vision om 15.000 danske industri-landbrug er blevet realitet. Mindre økologiske brug, organiseret i lokale forpligtende andelsforetagender, er ikke det ringeste alternativ til dagens landbrug hvor det sociale liv i stigende grad er reduceret til gensidig forventning om naboens fallit, og køb af nabogården.

Frihed og tvang
Overfor denne konkrete vision står så den frie bonde, på støtten og på sprøjten, fri - af naturens tvang. Han kan dyrke samme tilskudsafgrøde, på den samme jord, år efter år. Naturens grænser er opløst i kunstgødning og pesticider. Det forarmer jorden, og fremmer sygdom. Store arealer, med de samme planter, år efter år, har det med plantesygdomme, som flygtningelejre med kolera. Det er rugekasser, og pesticider er svaret. På samme måde i staldene. Brugen af antibiotiske vækstfremmere er stigende. Det er medicin, stærk medicin. Det blander man i foderet til raske smågrise, for at de skal vokse hurtigere. Det giver resistente bakterier og en merfortjeneste på 12 kr.pr. gris! - TOLV kr!
Danmarks miljøundersøgelser har beregnet at udledningen af kvælstof kunne halveres, for en udgift (årligt produktionstab) på 600 mill kr. - landbrugsstøtten er på 10.000 millioner kr.
Er der snart nogen der gider træffe en beslutning?

Et problem og dets løsning
Det økologiske landbrug leverer fødevarer som er bedre og sundere. Men endnu vigtigere, det producerer på en måde som ikke ødelægger den jord, det vand (og luften med) som er forudsætningen for dybest set hvert eneste nok så lille tal i Mogens Lykketofts finanslov.
For det får den økologiske landmand noget mindre i samlet støtte end den landmand som forgifter vores grundvand, samtidig med at den økologiske forbruger, over skattebiletten er tvunget til at yde tilskud til den fortsatte forgiftning. Men hvad driver dem så, økologerne? Spørger man, så svarer 56% at de dyrker økologisk af hensyn til miljøet, 17% af hensyn til dyrene og kun 7% af hensyn til økonomien, og alt imens taler og taler landbrugets top om forrentning. Der findes altså i Danmark mennesker, tæt på jord, vand og dyr, som mener at det er deres personlige ansvar og beslutning at tage hånd om en fælles fremtid, som de dog ikke er tættere på, end de politikerne som det ikke er muligt at bevæge til beslutninger - eller er de? Mennesker som er villige til at riskere bolig og udkomme for en fremtid der ikke er deres, mens landets trafikminister ikke engang ville risikere sin taburet, for en reduktion af bilforårsaget kræft blandt storbyens børn.
Og som trafikken, så landbruget - der skal ikke besluttes. En "Aktionsplan for omstilling til økologisk landbrug" er hvad vi har fået, og den er ikke ringe. Men en aktionsplan, det er det ikke. Det er en markedsundersøgelse. Den sigter på at 7% af dansk landbrug er økologisk år 2000, for det skønner man at efterspørgslen vil være. Ministeriet har gjort, hvad enhver kioskejer og Bilka-bestyrer gør: vurderet morgendagens salg, og så sat kursen efter det.
Som om det var er politisk opgave.
Nærlæst siger landbrugsministerens aktionsplan, at hvis 93% af markedet i år 2000 siger at dansk grundvand skal svines til med kemikalier, så skal det være sådan. Ved at sætte marked i stedet for politik, nægter politikerne at anderkende, at økologisk landbrug, ud over at være en produktionsform, også er en løsning på en række samfundsmæssige problemer. Det har konsekvenser. Ved at fornægte løsningen, fornægtes problemet, og dets samfundsmæssige forankring. Med i købet går forestillingen om samfund og nødvendigheden af politik.

Non-profit - et par små økonomier
Ifølge den herskende økonomiske teori, er profit samfundets drivkraft. Var det sandt skulle vi i Danmark hverken have elektricitet, i øvrigt europas billigste, eller vand, så det er det ikke - endnu. Danmarks energi og danmarks vand, leveres non-profit, og det gøres ganske godt. Energien leveres af en række regionale selskaber, formelt demokratiske, selv om foreningslivet ikke ligefrem sprudler, og ligeså med vandforsyningen, men her er strukturen anderledes, af naturlige grunde. Vand er så at sige lokalt, og lader sig, modsat el, kun vanskeligt transportere over større afstande, og det alene begrunder at Danmark oprindeligt var dækket af tusindvis af små andelsejede vandværker, med lokal ansvarlighed, kaffebord og generalforsamling. Af dem er der stadig et par tusinde tilbage, en levende "lille teknologi". Men samtidig har udviklingen af de store byer ført til dannelsen centrale vandværker, men stadig non-profit. Der er vi (end)nu, demokratisk kontrol med to væsentlige ressourcer, selv om Danmarks rigeste kommune på det sidste har søgt at sælge den råderet for penge - man bliver jo ikke Danmarks rigeste, ved at bytte lige over! Det har energiministeren foreløbigt fået forpurret, i et for folketinget usædvanligt men glædeligt udslag af besluttevilje.

Indenfor begge sektorerne, vand og energi, ser vi nu nogle nye tendenser, dels af økonomisk/ideologisk art, dels af teknologisk.
Den (pesticid)teknologiske udviklingen i landbruget, presser vandforsyningen henimod store centrale vandrenseværker, en udvikling som kun økologisk landbrug kan vende til det mindre, mens tekniske landvininger inden for energi omvendt betyder at mindre og mindre, og mere og mere decentrale enheder bliver rentable. I dag kan man levere kraft-varmeværker, værker hvor man udnytter spildvarmen ved el- fremstillingen til opvarmning af rum og vand, som kan forrentes af et større landbrug, eller et mindre antal parcelhuse. Biogas, energiafgrøder, sol og vind er andre bud på små energiformer som ikke forudsætter rør fra Sønder Omme til Bruxelles.

Monopol eller mangefold
Engang lignede strukturen inden for forarbejdning af mælk og slagtedyr, ganske vandforsyningens. Hver by sit slagteri, sit mejeri, og det på andel. Af det er intet tilbage, udover et par mega-slagterier, et par mega- mejerier, der formelt set er andelsejede, men opfører sig som var de på aktier. Det er størrelsen der gør det, og stod det til dem selv, så blev de endnu større. Men også her er der grøde. Båret frem af det økologiske landbrug (og eget slid!) er der nu i Danmark en lille håndfuld økologiske mejerier, og ved Silkeborg vokser Ulrik Kern Hansens økologiske slagteri. Indrettet i kontainere, de første fra vinterolympiaden i Lillehammer, bygget op som moduler. Som med halmballe-stalde til grise, begrænset fast kapital, og stor brugtværdi. Knap 3 mill kr. for et slagteri, mens de store taler om fusion, til eet stort milliardslagteri, en drøm de to mejerier deler for egen del.

Som vi kan li det
Vand og el, meje- og slagterier, der trækkes hver sin vej. Der må vælges side. Det er uden beklagelse man noterer at MD-food i halen på det danske overskud på 590 millioner kr, slæber rundt på et underskud på 216 millioner kr på sine engelske aktiviteter. Hvad fanden laver et dansk andelsforetagende i England. I England er det englændere der har andele. Det var da også den besked som en københavnsk management-idiot fik, da han ville overbevise nordjyderne om at de burde sætte deres el-selskab på aktier. En pæn herre to ordet og meddelte, at heroppe kan vi nu bedre lide andelsformen. Det var H.O.A.Keldsen, landbrugsrådets navnkundige, nu forhåndværende præsident. Fjolset fra København forstod ikke en dyt. Forhåbentlig forstår han heller ikke at det er demokratiets afvikling, han har gjort til sit levebrød. Men hvorfor "kan vi bedre lide", og hvordan kan det være at vi kan det så meget mere, at selv Anders Fogh Rasmussen kan forlade sit evangelium og mene at andelsforetagener skal beskattes lempeligere: fordi vi bedre kan lide dem! Hvad end grunden måtte være, så skal vi værne om den, for den indgår garanteret i definitionen på bæredygtighed.

Store og små penge
Kan man tale om lille økonomi, i andre betydninger end at det kniber med husholdningspengene? Det kan man. I landskabet ser vi nu runde telte med en ydermur af halmballer. Det er grisestalde. Billige, og grisene sørger selv for opvarmningen. Sundheden er i top, og produktionen på højde med de bedste konventionelle. Bliver man træt af svineavl, så sælger man teltet og komposterer resten. Det er vanskeligt med en højteknologisk SPF stald.

Det er en konkret lille økonomi. Der mindre at forrente, og det har indflydelse på forbruget af medicin og pesticider. Men man kan ikke få lån i sådan en ting. Det hindrer de sunde forretningsprincipper, og så må vi etablere nogle "usunde".

Demokratiske penge
Det er sparekassen i modsætning til banken, andel i modsætning til aktier, men også lokalt bundne pensionsmidler, styret af indbetalerne, hører i den lille afdeling, og det er ikke prøvet endnu. Og så er der de kasser som stiller krav, til lån. Krav om socialt indhold og miljømæssig bæredygtighed. Merkur Almennyttige Andelskasse er et livskraftigt eksempel.
Andel og aktie, kreditforening og bank er forskellen mellem stort og småt, og for begge de små kræves der nogen der kan forenes og andele, dvs. lokale mennesker. Det handler om at gøre kreditgivningens horisont så lille, at foreningens medlemmer kan se en fordel i at yde en lokal kredit, selvom der var en global som rent cost/benefit var bedre.
Modsat forholder det sig med aktieselskabet. Her som i kemolandbruget er produktionen, og produktionens konsekvenser adskildt fra beslutningen, blot endnu mere ekstremt. En dansk producent af sukkerroer, ejet af en japansk pensionskasse, skal ikke komme med indvendinger om grundvand eller lokal biodiversitet. Den kommunikation eksisterer slet ikke. Er der flere penge i jordødelæggende bomuldsproduktion ved Aral, så dirigeres pengene fra sukkerroerne til bomulden, og på intet tidspunkt er der blandet mennesker ind. Det er den blindhed indlejret i den store økonomi, verden ikke længere kan leve med.
At så også andelsselskaber som Danish Crown og MD-food kan blive så store at de hvad viden og ansvar angår bliver funktionelle aktieselskaber, understreger kun forbandelsen ved det store.

Stort og småt - viden og indsigt
Kejseren af Kina skulle ligge på sit dødsleje før han nåede at værdsætte den rigtige nattergal, den ikke- gensplejsede, men så vendte livet også tilbage - til hele hoffets og den agrokemiske industris store alarm. Den historie er gammel, og vi kender den oven i købet alle sammen. Alligevel overraskes vi igen og igen, som nu hvor en husmand har påvist, at hvis man undlader at klippe haledusken, så kan koen selv vifte fluerne væk fra yveret. I betragtning af at hverken forskningsministeren eller Bill Gates har været indblandet, så er det jo mageløst hvad en sådan ko kan hitte ud af. Som var det ikke nok, så har videnskaben påvist, at kalve der dier hos deres mor, eller tante, bliver mindre syge end kalve på futmælk!
Det må kunne bruges - til et eller andet!

Uglebilledet
Nattergale og små teknologier er vidensintensive. Det er atomkraftværker og gensplejsede sojabønner med tilhørende insektgifte så også, vil nogen mene. Men der er forskel. Indsigten til forskel. For mens de små teknologiers viden er et lokalt samspil mellem to lige videnselementer, naturens og kulturens, så koncentrerer den store teknologi viden på det kulturelle niveau, hvor den patenteres og hvorfra den
- udøver magt,
- destruerer eksisterende viden, kulturlig såvel som naturlig,
- kompenserer tabet med monopoliseret teknik, og
- modarbejder opbygning af viden der hvor tingene foregår.
På den måde reduceres viden til vare, magt og redskab for målrettet fordummelse - sin egen modsætning.

PÅ DE STORES BETINGELSER

"Tid i stedet for ting" proklamerede Poul Nyrup som fremtids ikke så fjerne mål. Det er vel baggrunden for at han har besluttet sig for endnu en ukendt milliardudskrivning: højhastighedtog København-Århus. En dyr ting. Ikke dårligt præsteret, af dem der har fået ham på ideen. At sælge højhastighedstog i et land på Danmarks størrelse, er som den berømte, at sælge sand i Sahara. Det lader sig gøre, men det kræver en ganske bestemt mentalitet, hos køberen. Gevinsten ved den udskrivning er, ifølge DSB-bladet, at en travl Århusiansk forretningsmand nu kan nå hjem til badminton efter overståede møder i København - netop den slags aktivitet som regeringens informationsteknologiske vision forudser vil være slut om føje år. Det er altså med at få solgt de tog mens tid er.

På den store trafiks betingelser
Det hænger selvfølgelig sammen ad helvede til, og det passer heller ikke, for selv om badminton var et centralt element i trafikministerens begejstring over bilen, så ligger der mere bag. En økonomisk teori, og en masse meget lidt teoretisk magt. Vi skal have det hele. Siden skal vi have mer. Det har med %-regning at gøre. Mer bestemmer og mer vil have broer. Så ud over at redde den stressede buissnissmands badminton (der stoppes kun i Odense), så tjener toget forrentningen (for vores skattepenge) og legitimeringen (for vores skattepenge) af Europabroens diverse sektioner. Og broen, den skal vi da have, for ellers er der ikke mening i højhastighedstog!
Skulle det medføre miljøproblemer så er det op til det aktive, ansvarlige danske folk at tage sig af den sag, og det skorter ikke på politiske formaninger. Aforismen er i dag det politiske livs svømmevinger: "Nu bygger vi den motorvej, og sætter prisen på den kollektive trafik op, så er det op til jer at lade være med at køre på den."

Med de stores vilkår følger, at en masse ikke længere kan lade sig gøre. Jo hurtigere, lettere og billigere vareudvækslingen er, jo større markeds-områder kan en toprationaliseret virksomhed erobre, og siden monopolisere. Faxe Bryggeri har sagt det klart. Hvis det bliver gratis at køre over Storebælt, så lukker de deres splinternye bryggeri i Randers (farvel lokale arbejdspladser) for så kan det bedre betale sig at transportere. Og hvad som gælder for øl, det gælder også for mælk. Der er i dag to store mejerier i Danmark. Begges plan er at der kun skal være et. I deres iver glemmer de, at der syd for "grænsen" er strukturer, vilkår og størrelser som sagtens kan forestille sig et Danmark helt uden mejerier. Vores politikere leverer den infrastruktur (for vores skattepenge) som er forudsætningen for den visions realisering - langtidsholdbar mælk, kørt op fra Frankrig.
Hvor markedets ikke-beslutninger ikke rækker, der bremses lokalt initiativ og igangsætning med regulære privatiserede forbud. Hver gang monopol-mejerierne lukker et lille lokalmejeri, så tinglyses et forbud mod at bruge bygningen til mælk, i den frie konkurrances navn. En dag vil de samme kræfter lukke MD og Kløver.

PreussenElektra til Danevirke
Fem elementer i den danske energiforsyning er nu under pres, brugerejet, åbenhed om priser, lovbestemt non- profit, gældfrihed og europas laveste energipriser. Det har med det frie marked at gøre. Det er nemlig konkurranceforvridning, hvis borgerne i Nr. Upperup ejer deres eget kraftværk. Frihed er at PreussenElektra

kan købe det - og sætte elprisen op. Og således vil man det. Elmarkedet skal liberaliseres. De potentielle købere af vores, i international sammenhæng små brugerejede elselskaber, er det statsejede svenske Vattenfall og det helt ekstremt monopolistiske preussiske PreussenElektra - tysk elektricitet er 2 til 3 gange så dyrt som dansk.
Når et "frit" elmarked angiveligt skulle kunne levere både profit og billigere el, så hviler det på en ofte dementeret tro på at frihed øger konkurrancen. Men hverken PreussenElektra og Vattenfald - eller for den sags skyld, ELSAM, ELKRAFT, MD og Kløver Mælk - er specielt vilde med små, decentrale demokratiske foretagener. De gør alle hvad de kan for at blive større, og mindre demokratiske.
Endeligt er de danske elselskaber noget så uhørt uliberalt som gældfrie. Det betyder at de kan klare at tabe markedsdele, f.eks til små decentrale teknologier, uden at gå til! De kan tåle det vi alle skal lære at tåle: AT BLIVE MINDRE! Den slags vil den frie monopolisering sætte en stopper for, og hvad de små teknologier angår, så vil den lokale kraft-varme, solfangerne og vindmøllerne gå samme vej som brugerejet og demokratiet - op i røg.
Vi skal den modsatte vej. De store kan vi ikke styre, og de store kan ikke styre sig selv. De må investere hvor pengene giver forrentning, også selvom det ikke kan betale sig. Så store de er, så er den ting dog ikke noget de selv bestemmer. Sunde forretningsmæssige principper hedder princippet, og det er undskyldningen for alverdens rovdrift på ressourcer og fremtid.

På det store landbrugs betingelser
Når der tales om stort landbrug, så menes der stort. Ikke et dansk gods, et amerikansk hvedebrug, eller en hendøende sovjetisk kolhose. Næ der tænkes på et globalt landbrug, hvor det samme giftstof spredes på gensplejsede roer på Lolland, gensplejsede sojabønner i Brasilien, gensplejset majs i Amerika, og gensplejset raps i Tyskland. Såsæd og gift købes samme sted, hos Monsanto. "Monsantos Global Farming", er svaret på hvordan man forandrer en fri bonde i Nicaragua, Himmerland og Bangladesh til lønmodtager. Intet er lokalt, alt er globalt. Monsanto den nye superstat i hvilken kun aktionærer har stemmeret. Strategien er enshed, monotoni og afhængighed, men først og fremmest enshed, og enshed er noget. Det er tab af indsigt og mangfoldighed, ikke som æstetisk kvalitet, men som biologisk optimalitet. Vi ser det samme kvalitetstab inden for den biologiske mangfoldighed som inden for landbrugsafgrøderne, samtidig med at den rige verden forsøger at tømme, og patentere, de fattige landes viden, kulturlig såvel som naturlig.
Det er da det rene tumberi at indianerne i Andes skal kende navnene på en over en snes kartofler, tilpasset forskellige lokale levevilkår. Tænk al det den landmand skal kunne. Det skal han så heller ikke mere. Venlige koncerner har længe været i gang med at lære ham fremskridtet. Karoline Mathilde, eller hvad kartoflen hedder, kommer fra Holland, med aner i Andes. Den kan det hele, med lidt hjælp fra pesticider og kunstgødning. Men det har koncernen, til salg for penge. Det har koncernen også, til låns.
Det tager een generation at glemme hvordan 25 sorter af kartofler skal dyrkes.

En plan
Udover at Monsanto har en plantegift, Roundup, og en gensplejset Sojabønne som kan tåle Roundup, så har Monsanto en plan. Den omfatter den danske sundhedsminister. Planen drejer sig om markedsføringen af Roundup, og dermed pesticid i amerikanernes grundvand, via gensplejset soja. Nu vil ministeren nok indvende at hendes resortområde ikke omfatter det amerikanske grundvand. Men det er lige præcist hvad det gør. Når man ikke vil beslutte men overlader det til marked og forbruger, så er det via marked og forbrug at vi, her i Danmark, administrerer pesticidindholdet i amerikanernes grundvand. Ligesom det er den japanske, tyske og engelske forbruger, der bestemmer om der skal være pesticider i det danske grundvand.

Monsantos plan med Danmark er enkel. Man blander en lille smule gensplejset i den naturlige, så klarer ikke- politikken resten. Og minsanten, sundhedsministeren forsøger (i skrivende stund - vil det lykkes?) at fuppe danskerne. Mærkning af varer, eller hylder, eller butikker eller min bare rumpe er hvad hun har på tapetet. Som et helt klart signal om at hun ikke har fattet, at det her drejer sig om en fejlagtig produktionsform, så kræver hun ikke mærkning af foder til dyr. Man mærker soja - og hensigten, og bliver forstemt. Markedet er det nye folketing, og det skorter ikke på råd: "Kig efter om der overhovedet er sojaprodukter i den fødevare som I tager. Hvis der kommer en forbrugerboykot af alle fødevarer der indeholder soja, skal der nok komme gang i diskussionen!" er Marianne Jelveds radikale opbagning bag Netto-parlamentarismen. Nu er det bare sådan, at der er soja i 60% af de forarbejdede fødevarer! Er hun dum eller kynisk. Noget må hun jo finde er galt, med sojaen - eller med beslutningerne?
Det her handler om at stoppe en gal produktionsform. At forhindre gensplejsning af planter så de kan tåle pesticider. Det forringer sædkvaliteten, og hvis tinget ikke kan se dét som et tegn på at noget meget større og meget mere er galt, ja så ved jeg sgu ikke.
Norge har forbudt at man blander, og Østrig har forbudt den gensplejsede soja, selv om de godt ved de ikke må! Har Norge og ¥strig handlekraft demokratisk råderum, som ikke er os forundt?

Vand på landbrugets, og landbrug på Monsantos betingelser
Første forudsætning for det lille non-profit vandværk, var at vand ikke er en vare, men et gode - og det kan der laves om på. Monsanto, med assistance fra det store landbrug, ved hvordan, og med i kulissen er Compagnie generale du l'Eau, en fransk koncern som nu ejer godt halvdelen af det engelske grundvand. De l'Eau er også skrap til at rense vand, for pesticider f.eks. De vil gerne hjælpe, så alt er idel vækst og glæde, for nationalproduktet vil stige i takt med at poesticiderne synker ned. For mens vand ikke er en vare, men vand og som sådant uden værdi efter gældende økonomisk teori, så er renset vand en vare, og bidrager til det nationale produkt. For det første skal der renses. Det er der penge i. For det andet, så fjerner rensning argumentet mod pesticider i landbruget, og det er der mange penge i - regningen sender vi videre til næste generation. For det tredie, har man skabt et marked for salg af konsumvand, og vandemballage. Penge, penge, penge.
Og hæld så bare de der non-profit-provins-danskere ud med deres uforurenede-andels-bonde-grund-vand som de tror de kan blive ved med at pumpe lige op af jorden.
Tilbage for politikerne er kun at levere de vandmotorveje som du l'Eau måtte ønske, sådan som de hár leveret "motorvejene" til penge, transport og energi. Så kan franske aktionærer, via amerikanske pesticider, tjene penge på det der engang var dansk vand.

DEN POLITISKE POLITIKER

Da vi nu fra alleroverordentligste regeringshold har fået at vide, at har du penge så kan du få, indflydelse, så vil jeg godt fremsætte et alternativt forslag til løsning af den aktuelle misære og fælles problemer i øvrigt: Den politiske Politiker!
Vi inddeler den danske befolkning i grupper på f.eks 20.000. Hver gruppe udpeger een person, som representerer sig selv, og altså er valgt på at have en mening(!), om noget, f.eks gensplejset soja. Forud for valget går en grundtvig diskussion. I alt bliver det ca. 179 politiske politikere, som så bestemmer hvad vi her i Danmark mener om f.eks gensplejset soja og pesticider i grundvand. Det meddeles så forvalterne for de relevante forvaltninger (ministerier), at af hensyn til det amerikanske grundvand vil vi ikke have gensplejset soja inden for landets grænser. Folkestyre kunne man kalde det, og det er en forenkling. Alternativet er jo at vi danskere, af hensyn til amerikanernes sædkvalitet, skal kende og undlade at bruge 60% af fødevaresortimentet, og tilsvarende skal de japanske forbrugere, af hensyn til dansk grundvand og sædkvalitet, lade være med at at købe dansk pesticid- og medicinkød. Det er lidt bøvlet.
Samtidig løser metoden et endnu større dilemma: hvordan kan jeg ved ikke-køb forhindre andre mere købekraftige i at slå hul i ozonlaget? Og hvad skal jeg lade være med at købe, og hvor meget skal jeg lade være med købe det, for at hindre etableringen af den transatlantiske luftflåde på 500 overlyds-godsfly? Og hvor mange gange skal jeg ikke-køre over Europabroen, før den bliver pillet ned og lavet til vindmøller? Og hvorfor skal de der køber mest, være dem der bestemmer mest, når nu det er mere handling og mindre handel som er vejen frem?

Tilbage til fremtiden?
Menneskets historie er teknologiens historie. Hvad lever og nyre, hjerne og hjerte angår, så har vi ikke ændret os siden vi malede hulemalerierne, Men teknologien, og måden at organisere den på har unægteligt. Denne konstatering er både løfterig og optimistisk, for teknologien, den er om noget vores værk. Vil vi noget med vores fremtid, så er det i teknologien at vi har et håndtag. Teknologien skal demokratiseres. Det skal bruges til at etablere demokratiske teknologier. Demokratiet kan ikke leve på sympati alene.
I dag er vi, på grund af nogle forvoksede overrationaliserede teknologier, i den situation, at ganske få af os kan fremstille alle vore fornødenheder, og meget mere til. Var tiden så ikke inde til i det mindste at overveje situationen, i stedet for hovedløst at bruge den største produktion, den største produktivitet og den største materielle rigdom i klodens historie, til at skubbe flere ud i ledighed, udpine naturen og udtømme ressourcer? At bruge de teknologiske landvindinger til at udstikke en anden kurs, også økonomisk, socialt, kulturelt og demokratisk.

Meget ved de små teknologier minder om noget vi har forladt. Og elementer specielt på det organisatoriske plan, demokratiet f.eks, er da af decideret ældre dato, og måske uden fremtid. Med det tekniske forholder det sig anderledes. De små teknologier er ikke "tilbage til stenalderen", men tværtimod tekniske landvindinger som lader sig omsætte til normer og livsformer som vi ikke vil acceptere skulle være modeluner. Og så er de små teknologier i stand til, på en lykkelig og bæredygtig måde, at løfte udfordringen fra den megalomane industrialiserings, centraliserings og handelskapitalismes rovdrift på mennesker, ressourcer og natur. Livet uden gensplejset soja, er faktisk et rigere liv. Og der vil fortsat være økologisk råderum for import af kaffe - evt. med sejlskib.

Teknologi som vilkår.
Små teknologier er ikke kun teknik. De er frem for alt vilkår. Bygger man et atomkraftværk, så har man ikke alene etableret en energiforsyning, man har også gjort vilkårene for en demokratisk energistruktur ringere. Satser man på små decentrale kraftvarmeværker, - som kan installeres af den lokale VVS-mand, repareres af den lokale mekaniker og finansieres af den lokale sparekasse, så har man samtidig etableret gode vilkår for en demokratisk energistruktur, vilkår som vil bære videre end hvad lyst og flygtige præferencer måtte magte.
Blandt de store er trafikken måske den mest vilkårsættende teknologi, og den mest ekstreme hvad ikke- beslutning angår. Der sættes vilkår som kan opæde alt hvad en ihærdig miljøminister, oprigtige demokrater og tumbede småteknologer måtte bygge op.

Ikke-risiko samfundet
En tysk sociolog har introduceret begrebet "risikosamfundet" for det moderne menneskes vilkår. De små teknologier er en mod-replik. Risikoen ved vand uden pesticider, er ringe. Det har med natur at g¢re. Tekniske svigt ved en vindmølle, et decentralt kraft-varme anlæg og en solfanger tåler ikke sammenligning med atomkraftværkets. Produktionsstop på lokalt mejeri har en markant anden natur, end hvis det landsdækkende monopolmejeri lukker ned. Ja selv det værste energifråds med vedvarende energi er co2 neutral, og vi kan genindføre den sunde utætte bolig - til kamp mod støvmider og allergier. Det er både størrelsen, teknikkens tilgængelighed og dialogen med naturen som garanterer lavrisikoen. Og så ligger den største gevinst måske på det demokratiske plan. Det er tydeligt at kvaliteten i det politiske liv, ikke vokser i takt med de teknologisk affødte problemer. Magtesløsheden gør at kompetence og engagement holder sig væk. Se til trafikken, hvor problemernes stigende alvor matches med stadig større fjolser på den politiske topledelse. Danske trafikministre skal sælge biler, de skal ikke lave politik. De skal lave ikke-politik, og sørge for det praktiske - motorveje f.eks. Omvendt med små teknologier, lokale beslutninger og lokale ansvarlige penge. Det er demokratisk salt - og de kalder på dén politiske gejst uden hvilken vi ikke klarer den demokratiske krise.

Ind imellem fortryder vi
Lukkeloven har nu lukket de små butikker i en sådan grad, at folketinget lovgiver mod de store. Det er godt, men frem og tilbage er ikke lige langt. Annuleringen af loven mod storcentrene ligger kun et politisk forlig ude i fremtiden, og nået dertil, vil det omvendte ikke være tilfældet. Det er med storcentre som med trafik, fremskridtene gøres i ord, regler, forbud, mens hvert eneste tilbageskridt uigenkaldeligt cementeres - nå ja, i cement. Eengang bygget fjerner man dem ikke igen, storcentrene, motorvejene, broerne. Det vil vi få at se om det skulle lykkes miljøministeren at få besluttet noget fornuftigt mod billismens himmelflugt, for han, og vi, mangler endnu at se effekten af de bilbroer han selv fik rejst. Mod dét vilkår, som engang var en beslutning, rækker beslutninger ikke længere. Den oprindelige beslutningen om betaling for at køre over er allerede annuleret. Den var som så meget andet, blot en taktisk løgn. Givet mulighed men ikke vilkår, henvises de små teknologier til samme rolle som andre folkelige og demokratiske initiativer. Vi arbejder os i den rigtige retning på dækket af en supertanker, som uden ror eller rat, sejler den gale vej. I forhold til den omliggende verden, kommer man målet stadig fjernere, og til sidst braser man ind i agterrælingen.
Eller rettere, rælingen braser, for det er den der flytter sig.