Mælkevejen
(5)
Uddrag af Jens Bigums erindringer ved Peter Kjelstrup
 
 
Mælkevejen af Jens Bigum
Køb bogen Mælkevejen hos boghandleren eller direkte hos:
Forlaget Hovedland




HVEM SKAL BÆRE OMKOSTNINGERNE?

MD Foods havde som nævnt på det tidspunkt i en lang periode haft langt mere økologisk mælk til rådighed, end vi kunne sælge. Når man igennem længere tid har betalt økologiske landmænd en høj pris for mælken og ikke har kunnet afsætte den, opstår der i et andelsselskab naturlige spændinger mellem de traditionelle producenter og de økologiske. De traditionelle producenter vil ikke i længden betale for, at de økologiske producenters dyre mælk for hovedpartens vedkommende kommer i tørretårne eller på anden måde bruges til mindre rentabel produktion, fordi markedet ikke udviklede sig, som vi havde forventet. Der var jo kun det traditionelt producerende flertal af andelshavere til at betale for denne overkapacitet.

Økologien har derfor i lange perioder været et stridsspørgsmål mellem de traditionelle og de økologiske producenter: Hvem skulle bære omkostningerne ved denne satsning?

Særligt i de første år var tonen mellem de to hold andelshavere bestemt ikke venlig. Det kan godt være, at de traditionelle producenter har været lidt for konservative. Men de økologiske har også undervejs været præget af en lidt vel usmidig og nærmest lidt religiøs tankegang. Det var derfor ikke kun økonomien, der var et stridspunkt. Hvordan skulle man eksempelvis lave en virkningsfuld reklamekampagne for økologisk mælk uden direkte eller indirekte at kritisere den traditionelle mælk? Der var derfor ikke noget at sige til, at mælkeproducenter, der arbejdede ansvarsfuldt og seriøst med deres marker og køer, stejlede, når de indirekte selv skulle betale for at få at vide, at de ikke passede deres dyr eller deres jord ordentligt. Der blev jo generelt ikke solgt mere mælk, fordi den blev økologisk. Der var således reelt et internt konkurrenceforhold mellem de to hold andelshavere. Blandt andelshaverne blev der derfor brugt meget tid på at diskutere, om der af politiske grunde skulle laves et specielt selskab eller en speciel division til at tage sig af den økologiske produktion, mens vi i ledelsen brugte meget tid på at fortælle, at det af administrative, produktionsmæssige og rationalitetsmæssige grunde ikke var en god ide.

De stærke synspunkter har udjævnet sig meget gennem årene. I dag kan man næsten ikke høre på synspunkterne, at det er en stor moderne økologisk producent, der er gået på talerstolen på f.eks. repræsentantskabsmøderne. Den økologiske mælkeproducent Kristian Ole Kristensen blev da også midt i halvfemserne valgt i bestyrelsen for MD, hvor han har været en helhjertet fortaler for den økologiske driftsform, uden at det har givet anledning til spændinger.

Et økologisk udvalg blev dog nedsat, og det blev et fornuftigt forum for samarbejde og forståelse, parterne imellem.

Selv om de traditionelle mælkeproducenter har betalt deres bidrag til den økologiske udvikling, må man også sige, at de økologiske producenters tro på sagen har medvirket til den succes, den økologiske mælk fik i Danmark.

Der er heller ikke tvivl om, at økologien har medvirket til at stabilisere mælkesalget og forbruget i Danmark. I en tid, hvor mælken bevæger sig over grænserne i større og større udstrækning, er en stor økologisk markedsandel bestemt medvirkende til at begrænse import af mælk.

 

DE MANGE INTERESSER I DET ØKOLOGISKE

Da vi midt i halvfemserne var klar over, at økologien var kommet for at blive, vurderede vi også på, hvordan vi internationalt kunne drage fordel af denne position. Personligt sendte jeg således tydelige signaler om at prioritere økologien højt ud til de store eksportmarkeder med det engelske som langt det vigtigste. Her havde vi en stor konsummælksandel, men oplevede endnu engang væsentlige vanskeligheder med at forudse markedet. Længe oplevede vi slet ikke nogen interesse, der kunne sammenlignes med det, vi oplevede i Danmark, hverken i England eller Tyskland. Velviljen hos kædernes indkøbere var udtalt, men deres tro på, at det ville rykke noget, var meget begrænset.

Set i det lys er det lidt overraskende, at disse markeder nu mere end 10 år efter også oplever et stærkt stigende forbrug af økologisk drikkemælk. Hvor meget det kommer til at betyde for eksporten, ved jeg ikke rigtigt. Det er vel imod den økologiske tankegang at transportere produkterne over længere afstande. I sin grundlæggende ide knytter økologien sig vel til produktion i nærområderne. Og de traditionelle danske eksportprodukter som ost og smør har som nævnt slet ikke oplevet samme udvikling som mælken.

Den konstante indblanding fra politikernes side har været forstyrrende gennem hele udviklingen. De har i usædvanlig grad følt, at der var stemmer i at sige noget pænt om økologien. Og ved samme lejlighed kunne man så passende også sige noget kritisk om MD's rolle. Der har i de kommentarer bestemt ikke været taget hensyn til det historiske forløb og det forhold, at selskabet både herhjemme og på verdensplan var det absolut både drivende og førende økologiske mejeri.

Jævnlig politisk indblanding, helt uforudsigelige forbrugsændringer, kortseende detailhandelskæder, halvandet års omstillingsperiode hos producenten og så oven i købet en konflikt mellem de to andelshavergrupper. Det var de forhold, vi havde at arbejde under. Måske er det ikke så underligt, at jeg aldrig har følt, at direktionen i MD Foods har været i stand til at styre udviklingen på dette produktområde.

Jeg har af samme grund ofte fået stillet spørgsmålet, om jeg var modstander af økologi. Mit svar har altid været, at som administrerende direktør for MD/Arla var det min opgave at udvikle og videreudvikle det sortiment af produkter, der var størst fremtid i, og at økologien bestemt var et af de områder.