Jens Bigums bog om sit liv
er erhvervshistorie og en del af historien om, hvordan den økologiske
sektor har udviklet sig. Som formand for Arla Foods (tidligere MD Foods /
Mejeriselskabet Danmark) var han hovedaktør på det danske mælkemarked
og med til at træffe de beslutninger som førte til lanceringen af økologisk
mælk i Danmark.
Med tilladelse fra
forlaget Hovedland bringer ØkoWeb Danmark uddrag af bogen med særlig
fokus på den økologiske udvikling.
Selv om
Danmark forholdsmæssigt er det land i verden, hvor den økologiske tanke
har været længst fremme, og selv om MD Foods blandt andet på grund af
sine traditionelle tætte relationer med Brugsen har været
foregangsfirma for de økologiske mejeriprodukter, var dette område i de
første mange år bestemt ikke nogen hverken imagemæssig eller
økonomisk succes for selskabet. Det er begrænset, hvor mange penge der
er tjent på dette forretningsområde, og de har sandsynligvis mange gange
været sat til som følge af det imagetab, selskabet noget uretfærdigt
har fået på den aktivitet.
MD
Foods/Arla Foods er det mejeriselskab i verden, der har og har haft den
største økologiske omsætning. Det er nok samtidig også det selskab,
der i Danmark i højeste grad er blevet anset for at være en bremseklods
for den økologiske udvikling. Men det er kun en af de mange
irrationaliteter, der har været omkring økologien.
BESKEDEN
OPTAKT TIL DEN ØKOLOGISKE UDVIKLING |
I foråret
1988 begyndte FDB at mærke en gryende interesse for at købe økologiske
produkter. I begyndelsen var denne efterspørgsel næsten udelukkende
koncentreret om Sjælland, hvor der også var enkelte
MD-mælkeproducenter, der havde interesse for biodynamiske og økologiske
dyrkningsmetoder. Det medførte en beskeden produktion og afsætning
gennem FDB. I 1989 kunne man således konstatere, at et par promille af
det samlede konsummælksforbrug var økologisk. Der fandtes på det
tidspunkt kun én økologisk mælkevariant, nemlig almindelig,
homogeniseret sødmælk. Til påske 1989 kom den første variation over
emnet, nemlig økologisk smør, som også i første omgang kun var
tilgængeligt for forbrugere øst for Storebælt. Produktionen var så
beskeden som 3.000 pakker om ugen.
Selv om
der altså var en interesse, var optimismen omkring dette område bestemt
ikke stor. I eftersommeren 1989 gjorde Hjemmemarkedsdivisionen således
sine erfaringer op på følgende måde: "Mælk fra økologiske
producenter udgjorde i 2006 omkring to promille af den danske produktion
og syv promille af konsummælksforbruget. Salget er dog svagt
stigende".
Divisionen
angav de 1,50 kr. ekstra, som økologisk mælk kostede at producere, som
årsag til det svage forbrug.
Med den
beskedne start var der derfor ikke noget at sige til, at det økologiske
forbrug for første, men bestemt ikke for sidste gang oplevede noget nær
en fordobling, da MD Foods i sommeren 1989 besluttede sig for også at
lave en letmælksvariant.
Letmælk
havde på det tidspunkt generelt overhalet sødmælk som det mest solgte
mælkeprodukt, og i MD's Hjemmemarkedsdivision havde man af samme grund
også forventet en vis stigning af det økologiske salg. Optimistisk
udtalte man, at en ti procents stigning ikke var umulig.
I stedet
skete der en fordobling af salget i løbet af en måned. Inklusive en
økologisk kærnemælk passerede det samlede salg i nogle uger 100.000
liter. Den traditionelle mælk solgte til sammenligning næsten fem mio.
liter pr. uge.
UBALANCE
MELLEM UDBUD OG EFTERSPØRGSEL |
De første
skridt ad den økologiske vej foregik i øvrigt i tæt samarbejde med
nogle af de små mejerier, idet der stort set ikke var økologiske
mælkeproducenter at opdrive blandt MD's andelshavere i Jylland. Indtil
interesserede producenter meldte sig og fik omstillet deres produktion,
måtte vi altså alliere os med mejeriet Søholm og Dansk Naturmælk, når
vi skulle levere mælk til de af Brugsens butikker i Jylland, der var
interesserede, mens vi selv kunne klare sagerne på Sjælland.
Allerede
her i den spæde start var der tydelige problemer med at få balance
mellem udbud og efterspørgsel.
Ubalancen
var da også udtalt i sommeren 1993, da endnu et år var gået uden en
forventet yderligere vækst i salget. Letmælken havde givet optimisme, og
flere landmænd havde med støtte fra staten lagt deres produktion om.
Produktionen oversteg derfor nu forbruget betydeligt. Den merpris, MD
betalte pr. liter økologisk fremstillet mælk, var på ca. 40 pct.
Her i
forsommeren 1993 bides hestene. De økologiske mælkeproducenter angreb
MD for ikke at gøre nok for at markedsføre de økologiske produkter. MD
Foods forsvarede sig med, at der ud over den almindelige markedsføring af
mælk blev brugt 10 øre ekstra pr. liter solgt mælk til markedsføring
af økomælk.
Vi kunne
således konstatere, at der nu var tegnet økologisk kontrakt med dobbelt
så mange landmænd som året før, nemlig i alt 93. Det betød, at når
omstillingen på disse gårde var færdig, ville vi have mere end dobbelt
så meget økologisk mælk, som vi forventede at kunne afsætte.
Der var
praktisk taget ikke sket nogen salgsudvikling, siden letmælken kom på
banen, og det var fortsat hovedstaden, der med to tredjedele af salget var
den altoverskyggende aftager. Intet tydede altså på det tidspunkt på,
at økologien ville få så kraftigt fat i den danske befolkning, at dette
markedsområde for alvor ville få nogen betydning. Internationalt var
tegnene på vækst på dette område endnu mindre.
Der blev
her i 1993 direkte talt om den økologisk krise. Der var almindelig
enighed om, at den skyldtes, at de økologiske produkter var for dyre. Nok
var der stor interesse for miljøspørgsmål, og nok ville mange mennesker
gerne gøre noget ved det, men der var grænser for, hvad det måtte
koste.
Fra
starten var økologien også præget af mælkeproducenter med meget
stærke, næsten aggressive holdninger. Med deres bastante meninger gjorde
de det bestemt ikke nemmere at få forståelse hos de øvrige andelshavere
for, at andelsselskabet skulle bruge penge på at opbygge dette
markedsområde.
Næste
side
|