Øgruppen ØkoWeb DK

Pressemeddelelse - Sabro d. 3. september 1998


Økologiske virksomheder
stifter egen brancheforening

Det økologiske fødevaremarked er i fortsat vækst, og et stadig stigende antal virksomheder konkurrerer skarpt om at få del i markedet. Men trods konkurrencen har de økologiske virksomheder brug for at samarbejde. Derfor besluttede 30 fødevarevirksomheder, torsdag, at stifte en brancheforening for økologiske fødevareleverandører. Stiftelsen fandt sted på Nilles Kro i Sabro.

Den ny brancheforening Øgruppen, Dansk Økologileverandørforening vil blandt andet markere virksomhedernes synspunkter, når regler om økologiske fødevarer skal ændres. Ofte har økologiske virksomheder stået alene med deres synspunkter i forhold til myndigheder eller detailhandel, fordi de ikke havde en egentlig organisation til at repræsentere sig.

Mange af virksomhederne vil fortsat være medlemmer i konventionelle brancheforeninger indenfor produktområder som kød, tørvarer eller æg. Men de har også brug for støtte fra deres økologiske kolleger. I nogle situationer kan en økologisk mølle have mere til fælles med et økologisk slagteri, end den har med møller, som ikke har erfaring med økologiske produkter. Og det problem skal den ny brancheforening løse.

Det er første gang det er lykkedes at samle en så bred kreds af virksomheder omkring en fælles organisering. I modsætning til de økologiske landmænd har virksomhederne ikke hidtil haft en brancheforening til at repræsentere sig.

De virksomheder, som torsdag stiftede Øgruppen, spænder over et meget bredt spektrum indenfor økologiske produkter både i størrelse og økologisk sortiment. BKI kaffe, Thisted Bryghus, Maltcentralen, Hanegal Økologisk Kød og Dansk Helios var blot nogle af de meget forskellige virksomheder, som deltog i det stiftende møde. Fælles for deltagerne var dog, at de alle arbejder med økologiske produkter i det daglige. Men mellem virksomhederne er der både rene økologiske virksomheder, og virksomheder hvor økologien kun indgår som en del af produktionen.

- Vi er forskellige, og vi er konkurrenter. Men vi har brug for at sende nogle fælles signaler overfor myndigheder, detailhandel og forbrugere, sagde foreningens nye formand, direktør Lisbeth Damsgaard, Urtekram A/S, på mødet.

Ved siden af funktionen som talerør for de økologiske virksomheder, er det tanken, at den ny forening skal være et fagligt forum for medlemmerne. Og den skal arbejde for at fremme brugen af økologiske fødevarer generelt.

Til Øgruppens bestyrelse valgtes - udover formanden Lisbeth Damsgaard, Urtekram i Mariager - direktør Flemming Jørgensen fra pølsefabrikken Bunkenborg A/S i Christiansfeld, direktør Karsten Deibjerg Kristensen fra kødfirmaet Friland Food A/S i Jebjerg, direktør Niels Ebbe fra Solhjulet i Bjerringbro samt bager Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion, Ilbro v. Hjørring. Som suppleanter til bestyrelsen valgtes brygmester Peter Klemensen, Thisted Bryghus og direktør Jørgen Nielsen, Unikost A/S, Hadsten.

Formanden Lisbeth Damsgaard, Urtekram A/S kan træffes på tlf. 98 54 22 88

Øgruppens hjemmeside har adressen: http://ecoweb.dk/gruppen


Opdateret d. 4-9-98