Bæredygtig Forbrugs- og Livstilsmesse '97


"Miljøproblemerne skal løses i folketinget og af de store virksomheder". Sådan tænker mange måske. Men Foreningen Bæredygtig Teknologi har sat sig for at fortælle os alle sammen noget andet. Derfor arrangerer de i weekenden 25.-26. oktober en messe for den almindelige forbruger om bæredygtighed i hverdagen. Foreningen har inviteret virksomheder, organisationer, offentlige kontorer m.fl. til at fortælle almindelige mennesker om deres mulighed for at leve bæredygtigt.
Messens tema er bæredygtighed i hverdagen. Bæredygtighed blev lanceret som begreb for nogle år siden og er blevet en vigtig glose i miljødebatten. Bæredygtighed betyder, at man lever på en måde, som ikke ødelægger fremtidige generationers muligheder for at leve under samme vilkår.

Alle har set billeder af olie-boringer, og det man skal forestille sig er at hullet man borer i bliver tomt en gang i fremtiden. Det er derfor ikke bæredygtigt at opvarme med fyrringsolie eller kul, da den olie/kul man har brugt jo ikke kan bruges af fremtidige generationer. Til gengæld er energi fra en vindmølle bæredygtigt, da der jo altid vil være vind. Det er denne vinkel i forhold til vores hverdag Foreningen Bæredygtig Teknologi vil demonstrere på messen i samarbejde med sine 20 udstillere.
Messen bliver en blanding af eksperimentarium, mini-samfund og udstilling.
Der bliver skabt et aktivt mini-samfund, hvor butikker og virksomheder, der handler med økologiske varer vil sælge ud af deres produkter, samtidig med at de demonstrerer deres brug og fortæller om dem.
Her vil blandt andet blive et økologisk supermarked, som dagligvarekæden Kvickly varetager. Således kan man klare weekend indkøbene på økologisk vis og samtidig se resten af messen - helt gratis.
Endvidere vil der blive bygget et model-hjem, hvor de forskellige aspekter af miljørigtig husholdning vil blive demonstreret. Her vil være affaldssortering, gode råd om økologisk madlavning, information om kompostering, miljøinformationssøgning på internettet, og der vil være en solernergidreven el-bil i garagen samt meget mere. Endelig vil der være sektioner om økologiske byggematerialer og alternativ energi. Byggesektionens udstillere vil vise at udover at være uskadelige for miljøet, har byggematerialer lavet på "naturlig vis" flere fordele som f.eks. isoleringsevne, akkustik, holdbarhed m.m.
Den alternative energisektion vil blive præget af forskellige demonstrationsmodeller. Der vil også være et afsnit om social bæredygtighed, hvor u-landsorganisation vil fortælle om deres arbejde for at udvikle den tredje verden i miljørigtig retning, som blandt andet indebærer import af u-landsprodukter, som er købt direkte ved producenten uden om fordyrende mellemhandlere.
Endelig vil der også være et BørneHjørne, hvor børnene vil kunne lege sig til viden om miljøhensyn og bæredygtighed størrelse small.

Messen har gratis adgang og foreningen håber at tiltrække folk fra hele Storårhus til arrangementet.
"Messen er ikke rettet mod miljø-fanatikere, men derimod for ganske normale århusianere, som ønsker at opleve bæredygtighedens muligheder i hverdagen. Vores håb er at nogle mennesker som ikke normalt tænker så meget på miljøet i deres hverdag, vil få øjnene op for de relativt nemme ting, man kan gøre for at leve på en miljøansvarlig måde og måske samtidig vil få interesse for de perspektiver f.eks. solenergi og økologiske byggematerialer indeholder." siger formanden for Foreningen Bæredygtig Teknologis Morten Østergaard.
Arrangørerne håber på op til 10.000 besøgende i de 3 dage messen varer. Messen har forprémiere for uddannelsesinstitutioner og andre interesserede fredag d. 24/10 og interesserede er meget velkommne til at rekvirere billetter hos arrangørerne. Den officielle åbning er Lørdag d. 25. oktober kl. 10.00 og foretages af Borgmester Thorkild Simonsen og Elsebeth Gerner Nielsen, formand for miljøministeriets Grønne Fond. Den Grønne Fond finansierer størstedelen af messen.
Messen har åbent hele weekenden. Lørdag fra kl. 10-17 og søndag fra kl. 11. Arrangementet slutter søndag kl. 16.00. Der er gratis entré hele weekenden.
Yderligere oplysninger og billetter til forpremiéren kan fås hos Foreningen Bæredygtig Teknologi, Mejlgade 35, Baghuset. 8000 Århus C. tlf. 86 13 54 66.



Foreningen Bæredygtig Teknologi
Mejlgade 35, Baghuset
8K Årh. C
Tlf: 86 13 54 66
fax: 86 18 48 54

fbt-messe@frontrunners.net

Tilbage til hovedmenuen