Andre artikler

Nyheder

In English:
Eco-news
Marketplace

 

Nyt finanslovsforslag bryder skattestoppet
Pressemeddelelse udsendt af Økologisk Landsforening d. 25. aug. 2005

Økologisk Landsforening protesterer mod de knap 10 millioner kroner, økologiske landmænd skal betale i nye kontrol-gebyrer for at drive miljø- og dyrevenligt landbrug

Regeringens finanslovsforslag for 2006 indeholder nye kontrolgebyrer for de 3.200 økologiske landmænd, som skal diske op med gennemsnitligt 3.300 kroner for at bevare deres autorisation under statens økologi kontrol.

- Regeringen vil indføre ekstragebyr for de landmænd, der frivilligt har omlagt til en mere miljø- og dyrevenlig driftsform. Der er ingen logik i at beskatte miljø- og dyrevenlig adfærd, siger Knud Erik Sørensen, formand for Økologisk Landsforening, som bliver bakket op af Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse.

- Vi mener, at det bryder med skattestoppet at indføre gebyr-regn. Vi tror ikke på, at der er andre end regeringspartierne, der ønsker at beskatte miljø- og dyrevenlig adfærd, og vi håber på et flertal imod forslaget, siger Knud Erik Sørensen.

De nye byrder vil gå hårdest ud over de mindste økologiske landbrug, hvor der i forvejen er et årlig frafald på grund af det meget krævende papir- og dokumentationsarbejde, der ligger i autorisationen som økologisk landmand

Alle økologiske landmænd skal have offentlig kontrol mindst én gang om året, og derudover gennemfører Plantedirektoratet uanmeldte stikprøver. Derfor har de økologiske landmænd ingen andre valg end at betale, hvis de gerne vil anvende statens røde Ø mærke.

- Økologi kontrollen er meget vigtig for os - men også for samfundet, som får gevinster i form af renere drikkevand og vandløb, mere rig natur, renere fødevare og dyrevelfærd. Det svarer til, at man sætter nye gebyrer på miljøvenlige biler, siger Knud Erik Sørensen, som også kritiserer, at økologiske foderstof-virksomheder bliver pålagt ekstra kontrol-gebyrer, når de handler med økologiske råvarer.

Lagt på nettet d. 27. aug. 2005