Gårdbutikken på Kystvejen:
Det økologiske supermarked i Århus forbliver lukket
27. oktober 2008

Mange økologiske kunder blev glædeligt overrasket, da de åbnede Jyllands-Posten mandag. På forsiden af JP Århus annoncerede Gårdbutikkn i byen, at de sælger kvalitet - velsmag og økologi fra adressen Kystvejen i Århus. Alt tydede på, at det konkursramte økologiske supermarked var genåbnet.

Der er dog desværre tale om en fejl. Århus Media, som booker annoncer for JP Århus oplyser, at annoncen blev bestilt allerede i foråret og aldrig ikke er blevet annulleret efter, at Gårdbutikken gik konkurs for et par måneder siden.

Bjarne Hansen som tidligere har varslet, at han ville købe det konkursramte supermarked for at drive det videre, meddeler samstemmende, at det ikke er ham, som har sat annoncen i avisen.

Han oplyser samtidig, at planerne om at føre Gårdbutikken i byen videre nu er opgivet. Årsagen er, at det ikke var muligt at få en aftale i stand med udlejeren af forretningslokalerne. Efter genåbningen ønskede Bjarne Hansen en lejekontrakt, som gjorde det muligt senere at flytte butikken til andre lokaler med bedre mulighed for parkering og tilkørsel, men da det viste sig umuligt, har han besluttet helt at opgive planerne.

Istedet har Bjarne Hansen valgt at koncentrere sig om abonnementsordningen Tanhøjgård i Himmerland, som han overtog for nogle måneder siden.

Bjarne Hansen vil dog ikke afvise, at han senere vil genoverveje tanken om at etablere et økologisk supermarked i Århus, men det vil i så fald blive etableret fra bunden - og uden afsæt i den nu lukkede Gårdbutikken i Byen.
 

Jyllands-Posten med annonce for økologisk supermarked
Annonce for Gårdbutikken i JP Århus mandag d. 27. oktober - omtrent to måneder efter, at forretningen gik konkurs