In English:
Eco-news
Marketplace

Fremtidens Bondehjem

Tale af Jeppe Aakjær (1866-1930)
- søn af fattige gårdmandsfolk fra Fly ved Skive, husmand, digter, forfatter -
holdt ved husmandsmøde i Århus, 1916.
Talen - der indgår i en udgivelse af Aakjærs taler på forlaget Hovedland med titlen "Fra Undergrunden" - blev i en forkortet udgave genskrevet i et mere nutidigt sprog af Bente Bisgaard Thomsen, journalist på Landbrugsmagasinet, til en artikel i samme blad 27. november 1997 - og i store træk genbrugt af hendes mand, Jan Ingemann, som udgangspunkt for et foredrag ved LØJs generalforsamling 4. marts 2001.

Stordriften ser ud til at gøre bønder sløve og uproduktive som dyr og planter, der overfodres med næringsstoffer

Når og hvor husmænd eller familielandbrugere vover sig frem i den offentlige debat, kan man stadig høre en del af dem gøre brug af en gammel og fortærsket talemåde: "Jeg er jo bare en sølle husmand." Udtrykket opstod i en tid, da de typiske husmandshjem fremstod som en række skæve hytter med store huller i stråtaget. Gennem hullerne sås lægterne som ribbenene i en forpint og afmagret krop. De krogede stolper stod og vred sig i lervæggen, som led de af forfangenhed, og husets eneste skorsten lignede en udtjent og mugplettet filthat, der var blevet bulet med et boldtræ.

Husets beboere lignede omgivelserne: Konen sad dagen lang hos koen i vejgrøften, mens de mindste børn, der så ud som gråspurve i deres pjaltede og beskidte tøjstykker, tumlede omkring i nærheden...

Og husmanden selv? Ja, til daglig var han jo ikke hjemme. For at overleve måtte han sælge sine hænders slid for en ussel løn. Det arbejde, ingen andre ville have, fordi det var for hårdt og for beskidt, havde husmanden ikke råd til at afslå. Og sådan blev hans fysiske kræfter langsomt, men sikkert pint ud af ham til sidste dråbe, som når man presser en citron, mens hans tankevirksomhed og øvrige evner visnede hen som afskårne blomster.

En fandens karl
Men på valgdage var han en fandens karl. Da nød han almindelig respekt og blev næsten behandlet som en ligemand af stedets storbønder, der godt kunne finde på - i alles påsyn - at slå ham kammeratligt på skulderen. Ofte lod de deres gestus efterfølge af et par anerkendende ord, som måske ikke overbeviste husmanden helt om de gode intentioner, men til gengæld kildede hans forfængelighed.

Og vel fik han ikke lov til at sidde på bukken ved siden af gårdejeren eller herremanden på vejen til afstemningsstedet. Men han fik tilbudt en plads på bagsmækken og slap således denne ene dag for at gå.

Sådan har jeg i min barndom set mange husmænd blive fragtet baglæns til stemmeurnerne for i falsk samdrægtighed med det store hartkorn at stemme deres egne interesser ned under gulvbrædderne.

Bagefter kunne man møde de samme husmænd på torvet, hvor de havde fundet sammen om at varme næsen over en pibe tobak og den svage eftersmag af kaffepunchen, som ved denne ene lejlighed flød rigeligt - og gratis. Forbipasserende kunne ikke være i tvivl om, at de her havde udsigt til nogle mandfolk, der ikke krøb i et musehul, når det gjaldt. Havde de måske ikke netop bevist deres heltemod ved at gøre det af med en såkaldt demokrat, der med floromvundne løfter til det jævne folk pønsede på at omstyrte den bestående samfundsorden?

Stordriftens fordærv
Jeg kan desværre ikke påstå, at hverken den omtalte bebyggelse eller mennesketype er gået over i historien som uddøde arter...Men en anden og mere magtfuld type af husmandsbrug og husmænd har dog i den sidste menneskealder vundet terræn og sat sine uudslettelige spor i landskabet og i dansk samfundsliv. De krogede hyttestolper er erstattet af solide grundmure og på samme måde er mange, krumbøjede husmandsrygge blevet rettet ud til større værdighed og fremsyn.

Så vidt så godt. Hvis familielandbruget nu bare vil vise selvbeherskelse og ikke falde for samme fristelse, som har hindret gårdejerne i at udfolde deres evner harmonisk - nemlig denne samfundsgruppes altfortærende begær efter stadigt mere jord.

Den ideelle bedriftstype er efter min opfattelse en ejendom på 10-15 tønder land god muldjord. Med en intensiv produktion, præget af omhu såvel i planlægning som udførelse, ville en sådan ejendom formodentlig kunne give et afkast på højde med gennemsnittet for væsentligt større brug. Og brugeren ville undgå de skuffelser og ærgelser, som storbønder ofte hjemsøges af, fordi de gaber over mere, end de kan tygge.

Her taler jeg af egen erfaring. Jeg kommer selv fra et mindre gårdejerhjem og har aldrig i længere tid været borte fra erhvervet. I de sidste 10 år har jeg haft min egen gård og prøvet alle glæder og skuffelser ved at være groet sammen et stykke dansk jord. På det grundlag er det min overbevisning, at den typiske danske landmand i dag - til trods for sine store jordbesiddelser og sin store produktion - går glip af størstedelen af de rigdomme, landbrugsjorden indeholder. Dét, der forsømmes og går til spilde på en almindelig herregård, kunne mageligt slå til på en gård. Og dét, der går i vasken for en gårdejer, kunne et middelstort familielandbrug leve af.

Åndelig braklægning
Den danske landbrugsjord bliver ofte misbrugt og skaber alt for få lykkelige mennesker. Lad os begynde med godserne. Er der ikke noget pilråddent ved et system, der lader en enkelt mand eje et gods på flere tusinde tønder land, hvoraf han aldrig selv har vendt så meget som en spadefuld? Det resulterer i overflod hos én eneste familie, mens de mange må undvære selv de simpleste fornødenheder. På hele det store gods finder man næppe ét lykkeligt menneske, end ikke godsejeren selv, for velstand skaber lige så lidt lykke som sult og savn.

Er det ikke slående, så få godsejere og godsejersønner, der gør sig på den kulturelle arena? Kan De nævne blot én eneste fremtrædende digter, kunstner, videnskabsmand eller opfinder, der har sine rødder på en herregård? En sådan findes ikke. Stordriften ser ud til at gøre bønder ligeså sløve og uproduktive som dyr og planter, der udsættes for overfodring med næringsstoffer. Man ville således ikke skade godsejerne ved at berøve dem deres privilegier. Tværtimod ville de måske ad den vej kunne revitalisere deres braklagte åndsegenskaber.

Det eneste samfundsområde, der er præget af deres indsats, er det politiske, men her som andre steder har deres ord kun vægt i kraft af deres bedrifters volumen og bestemt ikke i kraft af indsigt og intellektuel overlegenhed. Forholdet må betegnes som en absurditet - hvilket ikke mindst fremgår af de efterhånden talrige udstykningssager. Gang på gang har det vist sig, at hundreder - ja, tusinder - har kunnet leve anstændigt og godt, hvor den ene fægtede sig frem med falitten over hovedet.

Skam og besvær
Billedet er det samme, selv om vi bevæger og ned ad stigen til samfundslag, hvor jordamlingerne ikke har antaget helt så groteske former som blandt godsejerne. Der findes således næppe den proprietær eller gårdejer, der ikke i sit stille sind ønskede, han var vel af med halvdelen eller mere af sin jord. Faktisk burde der indføres et elvte bud for bønder: Du skal ikke tage så meget jord på skovlen, at den knækker skaftet!

Begrundelsen for at medtage et sådant bud er såre simpel: Den jord, man ikke kan behandle ordentligt, bliver kun til skam og besvær, ligesom plovfuren der vælter tilbage, fordi den er skåret for tykt...

Effektivt landbrug
Der skrives og tales meget om det rationelle landbrug, hvilket må tolkes som forsøg på at beskrive det ideelle landbrug i forhold til landbrugsjordens dyrkning og husdyrenes pasning. Men ingen har mig bekendt set et sådant landbrug - der derfor må siges at have en del til fælles med eventyrernes fantasislotte af glas.

Hvordan kan man overhovedet tale om rationalitet i et samfund, der jager sin arbejdskraft ind i byerne eller til fjerne lande? Vil man virkelig skabe grundlaget for et rationelt og effektivt landbrug, burde man til en start vedtage en lov, der forbyder jordbesiddelser på over 20 tønder land - ejet såvel som forpagtet.

Med en sådan reform ville grundlaget være skabt for en markant fornyelse - ikke blot af dansk landbrug, men i høj grad af hele samfundet, hvis moralske og kulturelle niveau ville nå helt nye og anderledes højder.

Grundløs misundelse
Nej, som familielandbruger skal I ikke misunde storbonden! Han er kun tilsyneladende en lykkelig mand. Inderst inde er han ofte en forgræmmet mand. En mand, der har mistet sit menneskelige ståsted i tilværelsen og ikke kan finde det igen. Ganske vist tjener han penge for tiden. Egenkapitalen vokser - ikke fordi han er blevet så voldsomt meget dygtigere de senere år - men snarere som følge af dette mystiske begreb, man omtaler som konjunkturerne.

Tidens landmænd kommer til penge lige så let som frimurerne, som man talte så meget om i min barndom. Når sådan en frimurer ved midnatstid gik ud til sin skorsten og holdt en sæk i vejret, så styrtede Fanden en hel masse penge ned i den. Så let kommer flertallet af danske landmænd i dag til deres indtægter. Og alligevel hører man dem ofte stå og råbe op gennem skorstenen, at de fik for lidt i sækken!

Storbondens lykke og arbejdsglæde dræbes, som det allerede er nævnt, af hans grådighed. Han er fanget som haren i lyskeglen, der forgæves spæner frem og tilbage uden at komme ud af stedet. Dén jord, han har for meget bliver en klods om benet - en slavekugle, som binder ham til hans egne laveste instinkter. Han er henvist til at drive gården ved hjælp af fremmed arbejdskraft. Selv bliver han arbejdsgiver - en slags slavefoged - hvilket giver ham noget af denne professions brutalitet og kynisme i adfærd og tankegang. Forholdet til de ansatte bliver mere og mere anstrengt, som tiden går, og dermed stiger gårdejerens forbitrelse. Han ser sine egne medarbejdere som en fjendtlig magt, der vil ham til livs - og med rette: Han er nemlig de fleste steder holdt op med at færdes side om side med dem under arbejdet. Hans mange foreninger, hans tidrøvende møder, sundhedsskadelige ædegilder og fordummende kortspilsaftener samt offentlige svinkeærinder - altsammen er det med til at gøre ham mere og mere fremmed for alt og alle i hans umiddelbare nærhed.

De ansatte betragter ham som en krigsgal general og kan ikke længere få øje på den arbejdskammerat, han trods alt var før i tiden - før han tillagde sig industrifyrstens vaner og manerer. De reagerer ved at melde sig ind i fagforeninger, hvilket kun tjener til at gøre ham endnu mere stejl og reaktionær. Han skælder og smælder mod tidsånden og det såkaldte fremskridt. Først og fremmest skælder han ud over arbejderne og deres politiske talsmænd, for han har erfaret, at det altid er fra den kant, han og hans lige møder modstand.

Pengenes værd - og pris
Imens dette sker, fortsætter han med at øge sin formue. Han er som besat af onde magter. Men hverken jord eller penge giver ham glæde eller fred i sindet, for det er penges bestemmelse, at de skal omsættes i ikke-materielle værdier. Penge er jo ikke noget værd i sig selv. Først når de ombyttes til noget andet, får de værdi. Det ved selv et barn - og alligevel møder vi så mange, der lader disse uanede muligheder ligge - for eksempel i en boks i banken - lige til den dag, ejeren dør uden nogensinde at have fået andet for sine penge end mad og drikke og et par nye bukser til jul!

Det er for mig at se dybt tragisk, at denne velhavende og tilmed begavede gårdejerstand ikke på afgørende vis har evnet at forvandle fysisk kapital til menneskelige værdier. Deres jord har opslugt og fortæret dem, længe før præsten har kastet de nok så berømte tre små skovlfulde på kisten. Med døden forsvinder for stedse de vidunderlige evner og muligheder, ethvert menneske besidder, for eksempelvis at nyde en god bog, et smukt maleri og en skøn natur.

Eksempler af den slags er der nok af, og der er grund til at advare: Hvis I familielandbrugere kan få en smule penge til overs - og det kan I - så brug dem på jeres børns udvikling og dannelse. En lille bog med eventyr kan udrette mere i så henseende end en guldrandet børneopsparing...

Jeg har sjældent hørt, at penge har revolutioneret noget menneskeliv, men jeg kender adskillige mennesker for hvem, bøger har været som ild i sjælen. Selv kunne jeg nævne øjeblikke, hvor jeg næsten fysisk følte mit liv skifte retning, idet jeg så min fremtidige vej stå lysende klar, som badet i Nordlysflammer. Så stor magt og magi er der i de kræfter, der rammer sjælen og ikke kun kroppen.

Og det er netop problemet, for de fleste landmænd tænker udelukkende på kroppen - det vil sige i materielle baner, hvilket betyder, at de snyder sig selv for livets bedste sider...

Det er derfor, jeg gør mig til talsmand for de mindre bedrifter. På dem kan I familielandbrugere skabe et ægte, rationelt landbrug, hvor intet spildes eller går tabt af mangel på brug. Et landbrug, der drives fuldstændigt ved jeres egen arbejdsindsats uden anvendelse af moderne slaver - ansatte, der skiftes ud så tit, det kan lade sig gøre. Kun I kan komme til at kende jeres jord til bunds, fordi I bogstaveligt talt har haft fingrene i den. Kun I kan komme til at holde af jeres dyr - grisen der vil kløes bag øret, kalven som slikker jeres ærmer, og koen som børnene klapper på den duggede næse. I har nemlig kun så meget, så jeres ømhed og opmærksomhed kan nå til det altsammen!

I kan beholde jeres børn hjemme, så de undgår at få deres sjæleliv forkludret ved en alt for tidlig debut på arbejdsmarkedet, og I kan glæde jer over at have kvinden i jeres liv fysisk til stede i hverdagens gøremål, hvilket i sig selv er nok til at give tilværelsen et større indhold af poesi.

Og skulle I få den ide, at dette grundlag blev for småt og udsynet mellem markens skel for snævert, så ligger der uanede perspektiver i en opdyrkning af jorden i dybden. Kald på de mystiske kræfter under jordoverfladen, som endnu aldrig har ladet nogen dygtig og søgende sjæl i stikken. Selv et mindre stykke jord rummer næsten uudtømmelige ressourcer, når udnyttelsen er lagt i de rigtige hænder.

Med så sundt et fundament for tilværelsens materielle behov, ville det ikke være noget problem at opfylde de øvrige. Jeg er overbevist om, at I aldrig ville spilde tiden med kortspil og tilsvarende åndsforladte aktiviteter. I ville ikke bære titlen som "den oplyste danske bonde" som et skilt, man nedværdigende hænger på hornene af en præmietyr. Nej, I ville i stedet kaste jer over bøgerne i de stille søndagstimer og de lange vinteraftener i håbet om at finde en løsning på de gåder, der borer i ethvert menneskes bryst, uanset om dette er dækket af en silkevest eller en islandsk trøje.

For øvrigt er det oprørende at høre folk undskylde deres spillelidenskaber med, at de ikke kan få tiden til at gå. Hvilket ynkeligt udtryk! Her går vi andre og ønsker, vi havde hundrede liv, så vi kunne få tid til at sætte os ind i blot en brøkdel af de lokkende muligheder, der møder os på vores vej. Hvordan kan noget menneske få sig til at se på tiden som noget fjendtligt, det handler om at slå ihjel eller i det mindste jage på flugt!

Det er muligt, at jeg er kommet for langt væk fra dette indlægs emne. Men jeg har forsøgt at læse lidt mellem linjerne i jeres forenings arbejdsprogram. I mange tilfælde er det her, man skal søge det unikke og det væsentlige. Det er selvsagt en bedrift, at I har fået offentlighedens søgelys vendt mod jeres materielle krav til tilværelsen, men jer har her villet pege på husmandsbevægelsens sjæl. Ingen sag er vundet, før der er skabt ligevægt mellem dens materielle og åndelige fordringer. I jeres tilfælde handler det om at have forståelse for samhørigheden mellem mennesket og jorden med alle de skabninger, der lever i og af den. Det er ikke nok at fremhæve arbejdsglæden og harmonien i den enkelte families livsførelse.

Og så vil jeg ønske for familielandbruget, at det må finde kraft og støtte i en stor, bærende tanke, der rækker ud over det enkelte menneske og en enkelt generation. Uden sådann store, almene visioner, der tvinger blikket i vejret og udad mod fjerne horisonter, går den enkelte og hele samfundet i opløsning. Da åndsfyrsterne her i landet i forrige århundrede vendte kirken og religionen ryggen, fraskrev kun de mest overfladiske sig dermed enhver tro. De bedste fandt erstatning i Darwins udviklingsteori, hvorfra intelligentsiaen i vores samfund fortsat henter sin største inspiration.

Tilsvarende kan der henvises til socialismen som en anden af tidens store, bærende visioner. I lyset af den har arbejderne i byerne rejst sig og kastet fortidens lænker af sig. Socialismen er blevet de fattiges religion, der gennem broderskabsfølelsen forener individet med slægten - ja, med hele menneskeheden overalt på den store, vide jord...