Økologiske nyheder
Klik her
hvis du vil se det nyeste

Søndag 28. august 2005

Kl. 12.15
Den økologiske uge
Fra i morgen, mandag, går vi ind i det, Økologisk Landsforening kalder Den Økologiske Uge. Den omfatter bl.a. Gulerodssafari, Gå-på-vandet arrangementer og slutter af næste weekend med Økologisk Høstmarked. Se nærmere i kalenderen, som rummer dato og links til de forskellige begivenheder. Selv om det måske ikke umiddelbart har relation til økologi, skal det også nævnes, at næste søndag omfatter et spændende arrangement i Thy, hvor der er søsætning af en kopi af et krigsskib fra vikingetiden. Læs mere i magasinet Viking

Lørdag 27. august 2005

Kl. 11.05
Afgift på økologi
I sit forslag til ny finanslov har regeringen foreslået, at økologiske landmænd og foderstofvirksomheder skal betale over 3000 kr. om året for at blive kontrolleret. Hvis målet har været at opnå opmærksomhed om en ellers småkedelig finanslov, er taktikken lykkedes: Forslaget har medført en storm af protester

Torsdag 25. august 2005

Boykot konventionelt svinekødKl. 00.20
Boykot konventionelt svinekød !
Hvad økologiske organisationer gennem årtier har tøvet med, gør Dyrenes Beskyttelse nu med fuld musik: Opfordrer forbrugerne til at boykotte konventionelt svinekød.

Gennem en massiv kampagneindsats i syv af landets største byer præsenteres dyrenes lidelser meget direkte. Læs mere

Kl. 12.40
GMO? Tja, bom, bom ....
Plantedirektoratet har netop offentliggjort resultaterne deres kontrol med med genmodificerede produkter (GMO) i konventionelt foder. Konklusionen er, at flertallet af foderstofvirksomhederne mærkede deres foder korrekt.

Tja, bom, bom ... må man sige: 45 procent af de kontrollerede foderstoffer med genmodificeret soya var ikke mærket med GMO. Det resterende 55 procent korrekt mærkede er naturligvis et flertal, men man kan da kun være enig med Plantedirektoratet når de udtrykker håb om, at foderstofvirksomhederne vil forbedre deres procedurer. Læs selv Plantedirektoratets pressemeddelse og rapport

Onsdag 24. august 2005

IFOAM

Kl. 12.10
IFOAM får atter ny chef
Den internationale økologiske organisation, IFOAM, har besluttet at udnævne den 36 årige Angela B. Caudle til ny direktør. Læs mere her

Tirsdag 23. august 2005

Don Ø under grisevæddeløb i Tivoli
Kl. 11.50

Don Ø i problemer

Den kendte forretningsmand Flemming Østergaard følte sig undtagelsesvist alvorligt i defensiven i den forløbne weekend. Årsagen var en økologisk gris. Læs mere

 

 

Kl. 16.35
Hæder til øko-varer

Under mad-festivalen i Tivoli uddelte dagbladet Børsen sin årlige Fødevarepris. Supermarkedskæden Irma fik hovedprisen og kunne samtidig sole sig med at handle med en række af de andre præmierede varer. De økologiske varer, som fik diplom var: ISO's smør (Øllingegård), Irmas økologiske piskefløde (Thise), Kirks gedeost og leverpølse fra Farre A/S. Desuden fik Friland præmie for sit fintskårne Angus Capaccio-kød - der dog ikke er økologisk.

Fredag 19. august 2005

Økologisk labyrintKl. 18.10
Økologisk labyrint blomstrer i Tyskland
Ved universitetet i Kassel er bygget en økologisk labyrint i solsikke, majs og andre planter. Labyrinten omfatter fire hektar (40.000 kvadratmeter). Læs mere

Onsdag 17. august 2005

Kl. 9.20
Danskerne spiser tre gange så meget kød som gennemsnitsmennesket
Hver uge offentliggør Landbrugsraadet det, de kalder ugens graf. Senest viste rådet en graf baseret på FAO's nyeste opgørelser over verdens kødforbrug. Grafen viser tydeligt, at svinekød er den mest populære kødtype i verden, men fjerkrækødet har nu overhalet oksekødet og haler stærkt ind på svinekødet. Samlet spiser en verdensborger 37 kg kød om året, heraf godt 15 kg svinekød, 12 kg fjerkrækød og ca. 10 kg. oksekød. Med rigdom følger kødforbrug, og danskerne spiser da også langt mere end gennemsnitsborgeren, ifølge Landbrugsraadet bliver det til 109 kg kød om året. Til gengæld er vores begejstring for fjerkræ ikke helt så stor som i resten af verden. Omregnet spiser vi i gennemsnit 299 gram kød om dagen. Heraf er kun 63 gram fra fugle, 77 gram stammer fra kvæg mens 159 gram er svinekød. I gennemsnit spiser vi altså en pæn stor svinekotelet om dagen - og lader det glide ned med lidt fugl, kvæg og fisk.

Tirsdag 16. august 2005

Kl. 0.10
Madorgie i Tivoli
Som nævnt i øko-kalenderen er Nordens og Hong Kongs mad temaet, når Tivoli i København på lørdag indleder den såkaldte madfestival. Den følgende uge er sat i scene sammen med bl.a. Landbrugsraadet. Økologi er givetvis ikke hovedtemaet, men som overalt hvor god mad føres frem, indtager økologien en plads. I Tivoli jonglerer Thomas Harttung og Søren Ejlersen fra Aarstiderne i restaurant Fregatten Sct. Georg III. Økologisk Landsforening har indrettet en udstilling om mad, og Friland slipper svinene løs i den gamle have, som også er rammen om et grisevæddeløb. Herudover er der et væld af mindre økologiske indslag som østers-åbnings-konkurrencer og meget andet skæg og ballade. Tivoli i København er iøvrigt ikke ene om at slippe dyrene løs i den kommende weekend. Tivoli Friheden i Århus holder lørdag og søndag Valhal marked med deltagelse af islandske heste og krigerskole for børn præsenteret af kampgruppen Ask. Læs mere om den slags på magasinet Viking.

Mandag 15. august 2005

Kl. 12.40
Rekordbesøg på økologisk marked
Vejret var med Den Økologiske Have i weekenden. Havens tradtionelle økologiske marked fik det ideelle vejr: For dårligt til at tage til stranden - men fint til at tage på marked. TV2 Østjylland oplyser, at 4500 besøgte markedet i Odder som havde over 40 udstillere og herudover rummede musik, mad og mini-cirkus. De kommende lørdage er det københavnerne som kan glæde sig til marked, når De økologiske markedsdage på Østerbro holdes hver lørdag frem til 1. oktober. Hvert marked har sit eget tema. Lørdags-markederne er medtaget på den økologiske kalender sammen med andre øko-begivenheder.

Onsdag 11. august 2005

Kl. 12.10
Thise udvider - men på jysk
Det nordvestjyske mejeri øger snart sin indvejning med 50 procent og planlægger lancering af nye koncepter for mælk, men Arla tvinger mejeriet til ekstra omkostninger med at hente små sjatter mælk hos kommende leverandører. Læs mere her

Onsdag 10. august 2005

Kl. 10.45
Jobbet som ø-landmand er ledigt
Hvis man har drømmen om at drive en økologisk gård placeret på en idyllisk ø - men står og mangler pengene til investeringen - så er chancen der nu! Jobbet som landmandsfamilie på Livø er slået op af Buderupholm Statsskovdistrikt. Jobbet består bl.a. i at drive 100 ha agerbrug og en ammekosbesætning på limfjordsøen. Kendte økologer - bl.a. den tidligere formand for LØJ, Christian Andersen, har tidligere bestridt jobbet. For den som har drømmen, er det vist ikke ofte, at så fint et tilbud opstår. Ansøgningsfristen er på mandag.

Tirsdag 9. august 2005

Kl. 9.55
Urtekrams ejer køber Nutana
Den canadisk-danske investor Ross Jackson har for seks millioner kroner købt den kendte vegetariske virksomhed Nutana. Læs mere her

Søndag 7. august 2005

Kl. 23.10
Billigt at give svinene god plads
Omkostningerne ved at producere økologiske slagtesvin varierer meget fra bedrift til bedrift. Til gengæld er det forholdvist billigt at gøre svinenes pladsforhold bedre, end reglerne kræver. Det viser en ny rapport fra Fødevareøkonomisk Institut, som netop er udkommet. Rapporten konkluderer, at det billigste økologiske svinekød kan produceres for 14,50 kr./kg, mens det dyreste koster 19,00 kr./kg. Forskellene skyldes især investeringsbehov, arbejdsforbrug og i hvor høj grad bedriften er selvforsynende. Til gengæld betyder ændringerne i EU's landbrugsstøtteordninger, at man for en begrænset pris kan give svinene mere plads end krævet, fordi græsarealer nu får samme støtte som kornaralerne - som i forvejen rammes af faldende priser på korn.

Rapport nr. 174: Økologisk Svineproduktion. Den er endnu ikke lagt på Fødevareøkonomisk Instituts hjemmeside, men mon ikke den dukker op under under punktet: Publikationer - Rapporter?

Tirsdag 2. august 2005

Kl. 13.30
Førstepladsen i øko-produktion er truet
Danmark er stadig det land i EU's som producerer mest økologisk mælk, men den gule førertrøje er stærkt truet. Det viser de nyeste opgørelser over den økologiske mælkeproduktion. Ifølge en orientering fra Mejeriforeningen er den danske produktion i år faldet med to procent til 390.000 kg økologisk mælk årligt. Det svarer til omkring en femtedel af EU's samlede produktion. Med en produktion på 370.000 kg mælk er Tyskland meget tæt på at indhente Danmark, ligesom Storbritannien stadig øger sin produktion og nu producerer 300.000 kg. Faldet i den danske produktion er dog mindre end tidligere. Sidste år faldt den danske økologiske mælkeproduktion med otte procent.
Mølle Skovly
Mølle Skovly chokolade
Økologisk Chokolade
25. august 2005
* Hø sælges
Rubrikannoncerne
22. august 2005
* Havre sælges
Rubrikannoncerne
19. august 2005
* Hø sælges
Rubrikannoncerne
18. august 2005
* Gård købes
Rubrikannoncerne
15. august 2005
* Havre sælges
Rubrikannoncerne
13. august 2005
* Halm købes
Rubrikannoncerne
12. august 2005
* Natur-nær bolig søges
Rubrikannoncerne
7. august 2005
* Bo anderledes i Fredericia
Rubrikannoncerne

Se ældre nyheder og annoncer i ØkoWeb'ens nyhedsarkiv